Hvorfor jeg skriver
I mit barndomshjem i Valby har jeg aldrig set den ene væg. Den er fyldt af et kæmpemæssigt reolsystem som mine to læseheste af forældre har fyldt til randen med bøger, de har læst hver og en. Med det som bagtæppe for min barndom, tror jeg, at det var uundgåeligt, at jeg blev begejstret for ord og fortællinger.
Skrivelysten har fulgt mig lige siden folkeskolens fristile og kulminerede foreløbigt i 2017, da jeg fik en plads i mine forældres bogreol med to noveller i bogen ’2200 fortællinger’.
Et sted derimellem lærte jeg, at det også er ret fedt at skrive ting med rod i virkeligheden. På den måde kan jeg kombinere min skrive- og fortællelyst med min evige nysgerrighed for at blive klogere på den verden, der omgiver mig. Den nysgerrighed var udslagsgivende for, at jeg valgte at dyrke journalistikken på RUC, hvor jeg kunne læse Socialvidenskab ved siden af. Jeg vil være en dygtig journalist, men lige så vel være i stand til at forstå det, jeg formidler.
​
Journalistikstudiet har lært mig et håndværk med dens konkrete værktøjer og disciplinering. Det har lært mig værdien af at skrue ned for kreativiteten af og til og at lade materialet stå for sig selv. Det er en øvelse, jeg har skærpet gennem min tid i Kultur- og fritidsforvaltningen, hvor det centrale altid var at være formålsrettet og klart forståelig.
Jeg kan dog ikke løbe fra, at min identitet som formilder indeholder en vis portion kreativitet. Det er en identitet, jeg har brugt en del krudt på at udvikle på egen hånd. I min tid som musikskribent hos det skæve, eksperimenterende kulturmagasin VINK, fik jeg rig mulighed for at finpudse den gennem reportager, portrætter, guides og essays. Jeg har også udforsket mit formidlende jeg gennem egne projekter, såsom en fodbold-podcast og en portrætserie af københavnske bodegaer.
​
​
​